Text Size:SmallerLarger

 

CFC in the News - 2016

Er paven virkelig progressiv?

Peter Lykke Lind

26 March 2016

Før den hvide røg steg op af skorstenen på det Sixtinske kapel i maj 2013, og den katolske kirke præsenterede deres nye åndelige leder, var Pave Frans ærkebiskop i Buenos Aires, Argentina, indædt abortmodstander og passioneret opponent mod ægteskaber mellem personer af samme køn.

Med hjælp fra den tidligere Fox News-reporter Greg Burke, og det amerikanske konsulentfirma McKinsey, er Pave Frans imidlertid blevet hyldet som både progressiv og moderne. Mere end 45 millioner Twitter-følgere og en mere åben kommunikation har formet pavens moderne image, men når det drejer sig om abort og homoægteskaber, mener nogle, at Pave Frans måske ikke er så progressiv endda.

Jon O’Brien fra den globale katolske organisation Catholics for Choice siger fra sit kontor i USA, at Pavens tilhængere gerne ønsker en progressiv pave, og at de fortolker, mere end de lytter.

»Jeg har ikke set noget indtil videre i relation til homoægteskaber, prævention eller abort, der får mig til at tro, at han er anderledes end sine forgængere. Han snakker bare om klimaet og fattigdom. Det er fokus, der er forandret, ikke faktisk forståelse af teologiske anliggender.«

Denne opfattelse deler man i den konservative gren af katolicismen – Opus Dei.

»Jeg tror, at Pave Frans har samme overbevisninger som sine forgængere, men han er i stand til at forklare kirkens bud på en måde, så mange kan forstå det,« siger Victor Urrestarazu, præst i Opus Dei i Argentina, der selv kender Pave Frans.

Barberen Juan José Ciacero kender også Pave Frans under hans borgerlige navn Jorge Mario Bergoglio, som han hed, da han første gang besøgte Juans barbersalon i Buenos Aires i 1997. Ifølge ham er Pave Frans en god mand, en ydmyg mand.

»Han har haft to par sko på tyve år,« siger Juan. Han mener, at der var store forventninger til paven, og at det har haft indvirkning på hans image. »Det er klart med de forventninger, der var. Folk overfortolker, og vil gerne fortolke.«

100 meter væk, på den anden side af Plaza de Mayo, ligger katedralen, hvor ærkebiskop Jorge Mario Bergoglio havde hjemme.

Her kommer Christian Campo og skrifter en gang om ugen. Han mener, der er en simpel årsag til, at paven er populær: »Det er fordi, han gør ting, der er sympatiske. Ting, folk kan forholde sig til. Ikke på grund af hans teologiske overvejelser.«

»Det er derfor, han er så populær,« siger han.

Hernan Gonzales er enig. Han kom første gang i katedralen som 10-årig, dengang Jorge Mario Bergoglio var ærkebiskop. Han siger, at det er klart, at folk kan lide Pave Frans.

»Selv ateister kan lide ham. Folk vil jo gerne kunne lide ham. Folk har brug for et symbol for at tro på det gode.«

Der er rig mulighed for at læse om det gode. I Pave Frans’ første år som katolsk overhoved var det ifølge Pew Research Center kun USA’s Præsident Barack Obama, Nelson Mandela og Libyens afdøde diktator Muammar Gadaffi, der blev omtalt flere gange i de førende internationale medier.

De gode historier står nærmest i kø; ’Paven kysser vansiret mand’, ’Pave Frans vasker fødder på kriminelle unge’, ’Paven suspenderer tysk luksusbiskop’.

Pave Frans-effekten
Pavens pressechef Greg Burke, der selv er Opus Dei-medlem, har haft succes med at få positive historier i pressen og med at male et billede af Pave Frans som progressiv. Som han selv sagde, da han overtog jobbet:

»Jeg ved, hvad journalister er på udkig efter, og hvad de har brug for (…) og jeg ved, hvordan ting vil udfolde sig i medierne.«

De gode historier om Pave Frans er mange, og han svarer velvilligt på journalisters spørgsmål. I 2013 blev paven spurgt, hvordan han ville agere, hvis en homoseksuel person ville skrifte hos ham. »Hvem er jeg til at dømme,« svarede Pave Frans.

Dette udsagn klassificerede New York Times som »revolutionerende«, og i Time Magazine kunne man læse, at det »sendte chokbølger« igennem det katolske samfund, mens det i Huffington Post blev kaldt »ikonisk«.

Washington Post har skrevet om ’Pave Frans-effekten’, men i pavens hjemland, Argentina, kender man bedre til ’Ærkebiskop Bergoglio-effekten’.

Djævlens værk
I 2010 blev det lovligt for personer af samme køn at blive gift i det stærkt katolske Argentina. Forkæmperne for loven havde vundet. Og Ærkebiskop Bergoglio havde tabt. Bergoglio førte kampagne mod vedtagelsen af loven. Op til afstemningen af loven udsendte Bergoglio et åbent brev til klostre i Argentina:

»Lad os ikke være naive, vi snakker ikke om en simpel politisk kamp; det er en destruktiv prætention imod Guds plan. Vi snakker ikke om en lille lov (det er bare instrumentet), men nærmere om en bevægelse lig Faderen af alle løgnes (Djævlen – Joh, 8:44, red.), der forsøger at forvirre og bedrage Guds børn,« skrev Bergoglio.

Han mente, at hele familieinstitutionen var på spil, og at børn med forældre af samme køn ville blive diskrimineret. Derfor har børn brug for en far og en mor.

Det lader ikke til, at Pave Frans har skiftet holdning. Under et besøg på Filippinerne sidste år sagde han under en gudstjeneste i katedralen i hovedstaden Manila, at »familien også er truet af nogles tiltagende anstrengelser for at redefinere selve institutionen ægteskabet«.

Og i 2014 sagde Pave Frans, at ægteskabet og familien var i krise. Den måske mest klare udmelding fra paven kom sidste år under en tale til katolske biskopper: »Det er Guds drøm for hans elskede skabning: At se det lykkeligt i kærlig forening mellem mand og kvinde …«

Abort er dødsstraf
Tidligere havde ærkebiskop Jorge Mario Bergoglio ført an i en anden politisk kamp i 2006. Der var fremsat forslag om legalisering af abort i Argentina. Et land, hvor 500.000 kvinder ifølge Human Rights Watch hvert år får foretaget ulovlige aborter.

Bergoglio talte ved antiabort-demonstrationer, hvor han opfordrede til at »vælge livet« og anklagede regeringen for at prøve at overtale den katolske kirke til at nedlægge forsvaret af individets værdighed. Forslaget blev nedstemt, abort forblev ulovligt.

Men Bergoglio ville også helt forbyde abort, der i yderst særlige tilfælde er lovligt i Argentina. I en tale i 2007 sammenlignede han modstand mod abort med modstand mod dødsdomme.

»Vi er ikke fortalere for dødsstraf, men i Argentina har vi dødsstraf. Et barn undfanget ved voldtægt af en mentalt syg person eller retarderet kvinde kan blive dømt til døden.«

I 2011 sagde han: »Abort er aldrig en løsning.«

Heller ikke på det punkt har paven skiftet holdning. I en af sine første gerninger, den apostolske skrivelse fra 2013 til biskopper og præster, skriver Pave Frans:

»Det er ikke ’progressivt’ at løse problemer ved at eliminere et menneskeliv.«

Så sent som i februar i år, i forbindelse med zikavirussets udbrud, sagde Pave Frans:

»Abort er ikke det mindre onde af to. Det er en forbrydelse. Det er at smide nogen ud for at redde nogle andre. Det er hvad mafiaen gør. Det er en forbrydelse, noget totalt ondt.«

Direkte adspurgt om nogle myndigheders modsvar til zikavirusset var abort eller blot at undgå graviditet, var paven parat med et modsvar.

»Lad være med at sammenblande ondskaben i at undgå abort med abort. Abort er ikke et teologisk problem. Det er et menneskeligt problem, det er et medicinsk problem. Du dræber en person, for at redde en anden. I det bedste tilfælde. Eller for at leve komfortabelt, ikke?«

Ifølge Jon O’Brien er det eneste skifte, paven har foretaget, et retorisk af slagsen.

»Han har foretaget et 360 graders skifte, bare ikke i overbevisning, men i fokus. Det ville være naivt ikke at tro, at han har konservative overbevisninger om de her ting.«

Jon O’Brien siger, at paven ikke forstår de kvinder, han taler om.

»Jeg mener, han er uden kontakt til den virkelige verden, hvor kvinder dør, hvis de ikke kan få adgang til prævention eller dør, fordi de er tvunget ud i ulovlige aborter. Pave Frans har brugt hele sit liv i klostre, der ekskluderer kvinder. Så det er ikke overraskende, at det er et blindt punkt for paven,« siger han.

Den konservative del af katolicismen er på den anden side helt enig med paven og efterligner hans retorik.

»Du behøver ikke abort for at bekæmpe Zika,« siger præsten Victor Urrestarazu til Information på spørgsmålet om, hvorvidt den katolske kirke har behov for at opdatere abortpolitikken.

Uanset om man mener, at Pave Frans er progressiv eller ej, er paven ifølge undersøgelser populær blandt både protestanter og katolikker såvel som blandt ateister. Hos Juan i den lille barbersalon i Buenos Aires er forklaringen enkel, og den har ikke noget at gøre med abort eller homoægteskaber.

Han kæmper imod social ulighed, og han kæmper for fred. Det kan folk godt lide.«

Vatikanet er ikke vendt tilbage med svar på Informations interviewhenvendelse til denne artikel.

This piece was originally published by Information.